17. februar 2014

Naturinstitut støtter fiskerne

Fortsat stenbiderrogn på brættet

Hvert forår er der stenbidere og rogn på brættet.
Pinngortitalleriffik, Grønlands Naturinstitut, kommer nu de grønlandske fiskere til hjælp i kampen mod miljøorganisationerne.

Det sker efter at organisationen WWF har bebudet en såkaldt rødlistning af stenbideren, der er en stor grønlandsk delikatesse - ikke mindst på grund af rognen.

- Rødlistningen kan forlede befolkningen til at tro, at den grønlandske stenbider er truet, hedder det i en pressemeddelelse fra Pinngortitalleriffik.

- Det er påvist, at de grønlandske stenbidere bør betragtes som en bestand separat fra andre nordatlantiske bestande, herunder den islandske. Grønlands Naturinstitut har dog ingen opgørelse af bestanden, fordi stenbidere ikke har haft den fokus, som andre kommercielle nøglearter har haft og har. Men ved hjælp af data fra de enkelte fiskere om hver enkelt indhandling, som indsamles af indhandlingsstederne, kan bestandens tilstand og udvikling godt vurderes.

 Grønlands Naturinstitut følger med i stenbiderfiskeriet gennem samarbejde med fiskerne, der udfylder indhandlingssedler og indsamler lokalt fangede fisk fra hele kysten til Naturinstituttet. Fangsterne af stenbider er steget de seneste år, men på baggrund af de data Naturinstituttet har modtaget, er der på nuværende tidspunkt ikke noget der tyder på, at bestanden er i tilbagegang.

 Grønlands Naturinstitut har også – sammen med forvaltningen, industrien og KNAPK – været involveret i udarbejdelse af et forslag til en forvaltningsplan for stenbiderfiskeriet i Grønland. Forslag til en forvaltningsplan er udarbejdet med henblik på at MSC-certificere stenbiderfiskeriet i Grønland.

 Arctic Business Network skal blandt andet besøge Grønlands Naturinstitut på årets store delegationsrejse i slutningen af april.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar