6. marts 2014

Søens folk til konference

Nye muligheder for søfarten

Flemming Sandstrøm, DNV/GL.
Arbejdet med nye retningslinjer for sejlads i arktiske farvande skrider planmæssigt - og hvis alt fortsat går efter planen kan de nye regler træde i kraft i midten af 2016.

Det fortalte customer service manager Flemming Sandstrøm, DNV/GL onsdag på en konference i Aalborg Kultur- og Kongrescenter.

Den nye såkaldte polarkode skal sikre det arktiske miljø og styrke sikkerheden i de kolde og øde farvande. Polarkoden er en følge af de seneste års temperaturstigninger, der har gjort de arktiske farvande tilgængelige - og som sidste år betød, at flere end 20 skibe sejlede nord om det amerikanske kontinent på turen mellem Stillehavet og Atlanten.

Søens folk til konference i Aalborg.
Konferencen var arrangeret af konsulentvirksomheden Marcod, der er hjemmehørende i Frederikshavn og i øvrigt medlem af Arctic Business Network. Konferencen satte fokus på fremtidens forretningsmuligheder i den maritime sektor og samlede godt 100 interesserede tilhørere.

Marcod havde til lejligheden sammensat en cocktail af workshops - og en af disse satte fokus på Arktis under titlen “The Arctic - the environment and its opportunities”.

Udover Flemming Sandstrøm bød workshoppen også et foredrag om arktisk skibsdesign ved Brian Bender Madsen fra Knud E. Hansen A/s.

Kaptajnløjtnant Frank Edlefsen.
Endelig var der en forelæsning med kaptajnløjtnant Frank Edlefsen fra 1. eskadre ved Flådestation Frederikshavn. Kommandørkaptajnen fortalte om de udfordringer klimaet i Arktis og specielt omkring Grønland giver søværnet.

Edlefsen præsenterede også søværnets nye skibe af Knud Rasmussen-klassen Det udløste bifald og respekt for den danske marine, da han viste en video, hvor en af forsvarets Lynx-helikoptere lander på Knud Rasmussen i hård sø.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar