28. oktober 2015

Mød Sval og Bard

Sund fornuft for turister

Svalbard er et sted helt for sig selv - og det
skal turisterne nu lære at respektere.
Skiltet her hænger i indgangen til
Radisson-hotellet i Longyearbyen.
Turisterne slider på naturen og bringer sig i farlige situationer. Det er baggrunden for, at Visit Svalbard og Svalbard Miljøfond netop har lanceret en serie animationsfilm med de troldeinspirede figurer Sval og Bard.

De to trolde gør stort set alt det, man ikke må, og det er nu myndighedernes håb, at filmene kan forberede turisterne bedre på Svalbards særlige forhold, så man blandt andet undgår farlige situationer med isbjørne - og i det hele taget ikke skal bruge så mange ressourcer på at rydde op efter turister i naturen.

- Den usynlige turist kan ingen være - men vi ser gerne, at du prøver, siger Sysselmanden - den øverste politimyndighed på Svalbard - på Sval og Bards hjemmeside.

Man har tidligere udgivet brochurer med de såkaldte Svalbardvettreglerne - regler for sund fornuft på Svalbard - men man håber, at de to trolde kan brænde bedre igennem med budskabet.

Sval og Bard er indtil videre tilgængelige på internettet, men det er også planen, at de ti animationsfilm skal vises på storskærme i lufthavnen og på hotellerne på Svalbard.

Se hjemmesiden for Sval og Bard.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar