15. januar 2016

Nye investeringsformer

Advokater sætter offentligt-private partnerskaber under lup

OPP-løsningen er blandt andet i spil i
 forbindelse med lufthavnsbyggerierne.
Der skal skabes nye betingelser for at sikre vækst og velfærd i Grønland. Fiskeriet er fortsat den primære indtægtskilde, men der arbejdes på at skabe flere “spor”, og der sættes for tiden fokus på både turisme og råstofområdet.

Det er baggrunden for, at advokatfirmaerne Nuna Advokater og Horten arrangerer en konference om offentlig-private partnerskaber.

Konferencen foregår i København den 26. februar, hvor deltagerne kan møde en række centrale grønlandske aktører, der giver deres syn på mulighederne for offentlig-private investeringer i Grønland - blandt andre kommitteret senior adviser for Naalakkersuisut Peter Beck, administrende direktør i Grønlandsbanken Martin Kviesgaard og administrerende direktør i Greenland Venture Karsten Høy.

- På konferencen præsenterer vi to spændende danske OPP-cases, som har muliggjort to meget store offentlige ønskeprojekter. Det ene er byudviklingsprojektet Vinge i Frederikssund, som Claus Steen Madsen, direktør for teknik, miljø og erhverv i Frederikssund Kommune fortæller om. Derudover er det Carlsberg Byen, hvor Jonas Kjær-Westermann, der er programleder/chefkonsulent ved Professionshøjskolen UCC, fortæller om det nye store Campus Carlsberg, fortæller advokaterne i invitationen, der også - ikke overraskende - lover en introduktion til de juridiske rammer for OPP-samarbejder, samt til generelle overvejelser om valg af model, modelstrukturer, modelkarakteristika og finansiering.

Læs Hortens og Nuna Advokaters invitation og program for OPP-konferencen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar