22. juni 2017

1200 grønlændere festede i Aalborg

Nationaldag mellem isbjørne og rensdyr

Nationaldagskagen var kæmpestor - og ligesom det øvrige traktement
 ved festen frembragt af seks unge grønlændere fra Det Grønlandske 
Hus i Aalborg i samarbejde med Zoo-kokken Lars Jeppesen.
Isbjørnene brummede veltilfreds, rensdyrene tyggede drøv en ekstra gang, mens løverne og tigrene tog sig en morfar i skyggen, da 1200 grønlændere og venner af Grønland invaderede Aalborg Zoo på den grønlandske nationaldag.

Festen foregik i skyggen af naturkatastrofen ved Uummannaq og blev indledt med et minuts stilhed og Ikinngutigiit-koret sang Guutiga Illimmi.

Direktør Søren Stach Nielsen bød velkommen.
De mange gæster blev budt velkommen af direktøren for Det Grønlandske Hus i Aalborg, Søren Stach Nielsen, og husets formand ,Otte Albrechtsen, stod for nationaldagstalen:

- Selvmedlidenhed er en sygdom, som er vanskelig at kurere, men ved vilje og anstrengelser kan det lykkes, lød budskabet fra Albrechtsen, der opfordrede grønlændere i Danmark til at tage del i de mange foreninger og tilbud, der findes.

Otto Albrechtsen opfordrede grønlændere
 i Danmark til at tage del i foreningslivet.
- Jeg er selv som 68-årig begyndt at sejle kajak i den lokale klub.Det behandler mig med venlig og drilagtig humor, da jeg er grønlænder og allerede burde være en stor kajakmand, berettede Otto Albrechtsen.

Der blev også budt på både kage og grønlandske specialiteter. Det var Zoo's kok, Lars Jeppesen, der sammen med seks unge grønlændere havde tryllet i køkkenet og frembragt kage og grønlandsk street food til de 1200 deltagere. De grønlandske specialiteter var sponsoreret af Royal Greenland.Grønlands Rejsebureau havde sponsoreret den musikalske underholdning, der bød på optræden af Pele Møller og Ida Kleist.

Nationaldagsfesten i Nordjylland bliver arrangeret af Det Grønlandske Hus i Aalborg i tæt samarbejde med Aalborg Zoo. Det er anden gang, Aalborg Zoo lægger kulisse til den grønlandske fest, men alle er enig om, at det er en tradition, der er kommet for at blive.

- Samarbejdet om den grønlandske nationaldag falder fint i tråd med vores strategiske planer om at skabe et særligt grønlandsk univers i haven - og vi lægger stor vægt på et fortsat samarbejde med både det Grønlandske Hus, de grønlandske myndigheder og ikke mindst det arktiske erhvervsliv, fortæller Zoo's kommunikationschef Søren Sørensen.
Festen blev indledt med et minuts stilhed
efter naturkatastrofen i Nordgrønland.
Udover Guutiga Illimmi sang
 Ikinngutigiit-koret Erfalasorput og Nuna Asiilasooq.
Nationaldagskagen var populær - ikke mindst blandt de mindste.
Blandt gæsterne ved nationaldagsfesten i Aalborg var Kongeriget 
Danmarks arktiske ambassadør Hanne Fugl Eskjær og chefen for
 Grønlands repræsentation i Danmark Lida Skifte Lennert.
Underholdningen var lagt i hænderne på Ida Kleist og Pele Møller.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar