12. december 2017

Nyt inspektionsfartøj

Tredie skib i Knud Rasmussen-klassen

Lauge Koch fotograferet nær Korsør under en af de seneste
 måneders testsejladsen. Foto: Forsvaret.dk.
Det danske søværn overtog mandag inspektionsfartøjet Lauge Koch, der erstatter inspektionskutteren Tulugaq, der udgik af flådens tal for en uge siden. I lighed med de øvrige inspektionsskibe og -fartøjer bliver Lauge Koch tilknyttet 1. eskadre, der er hjemmehørende i Frederikshavn.

Det nye inspektionsfartøj er det sidste i en serie på tre skibe i Knud Rasmussen-klassen, der er bygget specielt til tjeneste i de arktiske farvande ved Grønland og ved Færøerne. Inspektionsfartøjerne løser blandt andet opgaver som fiskeriinspektion, søredning, suverænitetshævdelse, søopmåling og isbrydningsopgaver.

 Lauge Koch er konstrueret med et helikopterdæk, så den kan modtage og tanke helikoptere, som kommer fra et skib af Thetis-klassen eller en fregat/støtteskib. Derved udvider Lauge Koch forsvarets evne til at operere over store afstande i Nordatlanten betragteligt. Skibet er også bygget til at kunne få monteret antiubådstorpedoer og luftforsvarsmissiler, hvis behovet opstår.

Ved Grønland og Færøerne løser inspektionsskibe og inspektionsfartøjerne de opgaver, de pålægges af Arktisk Kommando. I hver besætning indgår et kontrolhold, der med gummibåd eller helikopter kan overføres til fiskeskibe for at kontrollere fangst, last, redskaber og skibspapirer.

Lauge Koch er opkaldt efter polarforskeren og geologen Lauge Koch (1892-1964), der deltog og ledede en række ekspeditioner til Grønland, og som blandt er kendt for i 1948 at opdage bly-forekomsten ved Mestersvig.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar