24. november 2014

Komite godkender polarkoden

Polarkoden forventes at træde i kraft nytårsaften 2016

Polarkoden fastsætter regler for sejlads i Arktis.
Efter flere års intense forhandlinger har IMO’s søsikkerhedskomité (MSC) fredag vedtaget et nyt regelsæt for sejlads i de polare farvande – herunder også farvandene ud for Grønland, meddeler Søfartsstyrelsen.

Dermed tager IMO et stort skridt mod at få den samlede polarkode gjort internationalt bindende. Polarkoden omfatter alle aspekter af sejlads i polarområder – lige fra konstruktion af skibe, uddannelse af besætning og navigation til bedre koordination af eftersøgning og redning. Polarkoden vil gælde for passagerskibe, ligesom den vil gælde for lastskibe med en bruttotonnage over 500.

Søfartsstyrelsens direktør, Andreas Nordseth, er tilfreds med fremskridtene;

- Jeg er glad for, at vi med vedtagelsen af de sejladssikkerhedsmæssige forhold i polarkoden har taget endnu et stort skridt mod et internationalt bindende regelsæt, der kan styrke sikkerheden for skibe, som sejler i de polare farvande.

Før polarkoden træder endeligt i kraft, skal de miljømæssige regler for sejlads i polarområder også vedtages af IMO’s miljøkomité (MEPC) i foråret 2015. Reglerne er dog allerede godkendt af miljøkomitéen i september 2014. Forventningen er derfor, at den samlede kode vedtages og kan træde i kraft omkring årsskiftet 2016/2017.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar