4. maj 2016

Stor interesse for arktisk affald

Over 100 forskere diskuterede affald i Sisimiut

Affald er en stor udfordring i Arktis,
som det ses på dette foto fra Qeqertarsuatsiaat.
Der er en stigende interesse for teknologiske løsninger, som kan håndtere affald og spildevand i afsidesliggende byer og bygder i Arktis. Det er en af konklusionerne fra DTU Bygs internationale konference ARTEK Event 2016, der fandt sted i slutningen af april med over 100 deltagere og 55 oplæg.

Temaet for konferencen var ”Sanitation in Cold Climate Regions”, og særligt nye metoder til håndtering af affald og spildevand var på dagsordenen. Konferencen blev holdt i  Sisimiut, hvor ARTEK uddanner arktiske diplomingeniører.

Konferencen tiltrak deltagere fra samtlige arktiske lande: USA, Canada, Rusland, Finland, Island, Norge, Sverige og Danmark – inklusiv deltagere fra Grønland og Færøerne. Den brede interesse gav mulighed for at stifte bekendtskab med nye teknologiske løsninger såvel som nye samarbejdspartnere.

Begge dele glæder Pernille Erland Jensen, lektor ved DTU Byg og ansvarlig for ARTEK Event 2016.

- Det har været vældig interessant at høre om de udfordringer, som de arktiske lande står over for med hensyn til at forbedre de sanitære forhold i de mest afsidesliggende egne. Det står klart for mig, at vi har nogle fælles udfordringer på tværs af landene, men at der samtidig er behov for at udarbejde lokale løsninger, der tilgodeser behovene i netop det samfund, de bliver udviklet til. Det er ikke en helt nem opgave, siger Pernille Erland Jensen, der tager opgaven som en spændende udfordring.

-At flere end 100 personer fandt vej til Sisimiut for at diskutere de sanitære udfordringer, vi står over for i Arktis, er et bevis på, at der bestemt er interesse for at forbedre forholdene, både blandt forskere, virksomheder og myndigheder. Jeg glæder mig til at følge de mange spændende projekter, der blev præsenteret på konferencen, og til at komme i gang med de nye samarbejder, vi fik i stand i løbet af konferencen,  lyder det fra Pernille Erland Jensen.

Også Arctic Business Network har planer om at fokusere på affaldsområdet:

- Vi har også i Arctic Business Network noteret os, at der er en stigende interesse for genbrug i Grønland. Derfor har vi besluttet, at området bliver et af efterårets fokusområder, fortæller netværksleder Ellen Arnskjold, der bebuder møder om de transatlantiske erhvervsmuligheder på genbrugsområdet i Nuuk, Aalborg og København. Tid og dato for arrangementerne bliver annonceret senere.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar