24. august 2016

Et tilløbsstykke

Stor interesse for hjerneflugtsprojekt

Der er stor forhåndsinteresse for
Verena Hupperts hjerneflugtsprojekt.
Det blev lidt af tilløbsstykke, da Verena Huppert, studentermedhjælp ved Artic Consensus, tirsdag eftermiddag præsenterede sin kandidatopgave for et større publikum.

I opgaven undersøger Huppert, hvad man kan gøre for at forhindre den såkaldte hjerneflugt fra den grønlandske hovedstad, Nuuk, og drager sammenligninger med den tilsvarende indsats i Charlottetown i den canadiske provins Prince Edward Island. Her har man oprettet et særligt departement, der skal koordinere indsats for at bevare den højtuddannede arbejdskraft i byen.

- Der er et klart behov for en koordineret indsats, siger Andes Læsøe fra Læsøe Consulting, der er medlem af Arctic Business Network.

- Verena har undersøgt problemet med hjerneflugt ganske grundigt, og hun kommer oven i købet med nogle forslag til at løse problemet. Jeg er helt overbevist om, at hendes hovedopgave er et godt afsæt til en eventuel PhD-opgave, hvor man komme i dybden med analysen, mener Læsøe.

Præsentationen blev overværet af godt en snes tilhørere, dels i mødelokalet i Det Arktiske Hus i Aalborg og dels via en videostreaming til blandt andet Grønland, hvor flere medarbejdere fra den grønlandske hovedstadskommune Kommuneqarfik Sermersooq lyttede med. Og nede i Tyskland var også Verenas mor med på linjen, da datteren præsenterede sit projekt.

Verena Huppert skal forsvare sin afgangsopgave på Aalborg Universitet i den kommende uge.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar