16. september 2016

Rejsegilde på anstalten

Røde pølser og taler midt i den grønlandske natur

Rejsegildet på den nye anstalt blev
naturligvis fejret med røde pølser.
Torsdag eftermiddag var der rejsegilde på den nye anstalt for domfældte i Nuuk.

Rejsegildet foregik i strålende sol og helt efter bogen med røde pølser, øl og taler af bygherre, rådgivere og håndværkere samt det grønlandske naalakkersuisoq (landsstyremedlem) for familie, ligestilling, sociale anliggender og justitsvæsen Martha Lund Olsen (S).

Afdelingsleder Claus Carsten Vindt fra Permagreen repræsenterede håndværkerne og mente ganske ubeskedent at kunne stå inde for det hidtidige byggeri:

Claus Carsten Vindt fra Permagreen
kan stå inde for kvaliteten af byggeriet.
- For nylig væltede en af Nuuks voldsommer orkaner skiltet med alle de medvirkende firmaer. Da vi fandt de sørgelige rester, var Permagreens skilt det eneste, som var helt uskadt - og det ser jeg som et godt varsel for kvaliteten af byggeriet.

Den nye anstalt bygges i et naturskønt område nær lufthavnen. Det er afsat 400 millioner kroner til det 8.000 kvadratmeter store byggeri, oplyser Jesper Dyreborg fra Kriminalforsorgens anlægsenhed.

Anstalten skal som noget nyt i Grønland have en lukket afdeling, hvor blandt andet forvaringsdømte skal anbringes. Det betyder, at alle grønlændere, som er dømt til frihedsberøvelse, kan blive i Grønland. Hidtil er de fleste forvaringsdømte sendt til afsoning i Herstedvester i Danmark.

På den grønlandske kriminalforsorgs hjemmeside kan man læse mere og se tegninger af den nye anstalt.
De domfældte får en smuk udsigt til Nuuks karakterfjeld Sermitsiaq.
Den nye anstalt for domfældte ligger midt i et af
de rekreative områder nær den grønlandske hovedstad.
Arbejdet med den 600 meter lange ringmur er netop begyndt.
Rejsegildet havde samlet mange deltagere. Udover
bygherre-repræsentanter, rådgivere og håndværkere blandt andet
 også politi og politikere.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar