25. januar 2017

Nyt medlemstilbud

ABN styrker medlemmernes profil

Rasmus Ambjørn er i virksomhedspraktik hos ABN
 og skal arbejde med virksomhedsprofilkataloget,
 der er et spritnyt tilbud til medlemmerne.
Arctic Business Profile er navnet på et nyt medlemstilbud, som Arctic Business Network lancerer i denne uge.

Arctic Business Profile er et virksomhedsprofilkatalog, hvor ABN-medlemmerne kan markedsføre deres virksomhed eller organisation i en arktisk/nordatlantisk/grønlandsk sammenhæng. Det er et gratis tilbud udelukkende til netværkets medlemmer - og medlemskab af ABN er en betingelse for at blive optaget.

- Kataloget er et led i ABN's bestræbelser på at skabe værdi, synlighed og unikke fordele for medlemmerne, der jo alle er stærkt dedikeret til Arktis - og herigennem har noget helt særligt at tilbyde markedet. Målgruppen er, foruden netværkets øvrige medlemmer, virksomheder samt organisationer og institutioner, der ønsker mere viden og kontakter i det arktiske erhvervsmiljø, forklarer netværksleder Ellen Arnskjold og tilføjer, at medlemmerne i de kommende dage vil få en mail med yderligere oplysninger.

Det praktiske arbejde med at få virksomhedernes profiler på plads er lagt i hænderne på Rasmus Ambjørn Christiansen, der i øjeblikket er i virksomhedspraktik i Arctic Business Network. Rasmus Ambjørn Christiansen er uddannet cand.mag. i informationsvidenskab med et stort fokus på IKT (informations- og kommunikationsteknologi). Han er opvokset i Nuuk, men nu bosat i Aalborg og vil under tiden hos ABN holde til i kontoret i Arktisk Hus.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar